Specialtandpleje
Har du et fysisk eller psykisk handicap? Er du afhængig af andres hjælp? Og har du svært ved at bruge de almindelige tandplejetilbud? Så kan du søge om specialtandpleje.
Her kommer en kort tekst om, hvad specialtandpleje er, og hvem det henvender sig til.
Læs alt om specialtandpleje (til fagpersoner og pårørende)
Målgruppe
Specialtandplejens målgruppe består af personer med meget betydelig og varigt nedsat funktionsevne.
Dog kan indlagte psykisk syge, som midlertidigt har en alvorlig funktionsnedsættelse, henvises til nødbehandling.
Det er karakteristisk for målgruppen, at personerne har behov for omfattende sygepleje- eller pædagogisk støtte.
På grund af målgruppens adfærd og sygdom, vurderes denne at have særlige problemer med at benytte de sædvanlige tandplejetilbud og med at udvikle hensigtsmæssige tandplejevaner.
Tilbuddet er ikke rettet mod personer, som principielt kan benytte de eksisterende tandplejetilbud, men som af sociale eller andre grunde har fravalgt dette.
Formål og indhold
Specialtandplejen skal medvirke til, at den enkelte i videst mulige omfang bevarer sin fysiske, psykiske og sociale trivsel livet igennem.
Da borgere, som indskrives i Specialtandplejen kun vanskeligt eller slet ikke kan benytte de øvrige tandplejetilbud, tilpasses mål og behandlingstilbud personens almene funktionsnedsættelse.
Specialtandpleje bliver ydet efter den enkeltes behov og omfatter:
- Regelmæssig undersøgelse
- Forebyggende behandlinger
- Behandlinger af symptomer, sygdomme og funktionsforstyrrelser ud fra en faglig vurdering af den mulige forbedring af livskvaliteten i forhold til borgers formåen.
- Instruktion og oplysning om tandpleje til borgere, pårørende og plejepersonale.
Det udekørende team tilbyder fortrinsvist forebyggende behandling i borgers eget hjem, mens undersøgelser og behandlinger udføres på kommunens tandklinik i
Sundhedshus Vejle
Vestre Engvej 51B, 1. sal
7100 Vejle
Der bliver regelmæssigt foretaget en tandlægefaglig vurdering i Specialtandplejen af, hvorvidt de indskrevne patienter bør henvises til en anden ordning i Tandplejen, f.eks. Omsorgstandplejen eller et alment tandplejetilbud.
Udvisitering sker, såfremt de forudsætninger, der gjorde, at patienten oprindeligt blev tilbudt specialtandpleje, ikke længere er til stede.
Henvisning og visitation
Følgende kan henvise til Specialtandplejen:
- Pædagogisk personale eller plejepersonale på institutioner for fysisk og psykisk handicappede.
- Ansatte i psykiatrien – kommunal eller regional
- Privatpraktiserende tandlæger, der gennem en årrække har kendt patienten og har fulgt udviklingen i patientens almene tilstand og evne til at modtage tandbehandling.
Af hensyn til sagsbehandlingen, skal alle punkter i henvisningsskemaet udfyldes.
Du finder henvisningsskemaet her.
Husk at borger skal underskrive henvisningsskemaet og herunder fuldmagt til sagsbehandlingen.
Ofte indkaldes henviste borgere til visitation på klinikken, før der kan laves vurdering af, hvorvidt borgeren er i målgruppen for tilbuddet om specialtandpleje.
Visitation til specialtandpleje sker på grundlag af en faglig bedømmelse af borgerens evne og mulighed for at benytte de øvrige tandplejetilbud.
Hvad koster det?
Det koster op til 2.280 kr./år (2025) at få specialtandpleje. Egenbetalingen pristalsreguleres hvert år.
Transport til og fra tandbehandling skal borgeren selv arrangere og betale.